Creative Business har sat sig for at finde musik og musikalitet helt uventede steder. Og på et kontor i København fandt vi en eftermiddag i april et overraskende sammenspil af rytmer lavet af papir, saks, tastatur og meget andet. Beviset for påstanden finder Creative Business (100% videnskabeligt naturligvis) i at musik bliver til kommunikation, når man vælger at spille sammen – og på videoen kan man både se og høre hvordan den musikalske kommunikation fungerer.

Klik på titlen i denne blog og fortæl os hvad du mener om musik og kommunikation.

Påstand nr. 1: Alle mennesker er musikalske from Creative Business on Vimeo.

En formiddag i slutningen af marts ’12 sætter Creative Business sig for at efterprøve deres vigtigste påstand. Kan en gruppe tilfældige mennesker der aldrig før har spillet musik lave et orkester og spille sammen? Og hvis ja, hvorfor?

Citatet er fra jazzpianisten Thelonious Monks liste over gode råde til sin medmusikant Steve Lacy i 60′erne. Og det minder meget om den måde en anden jazzmusiker taler om interaktion, nemlig vibrafonisten Stefon Harris, der på “TED talks” siger: “jazz is a lot more about what you can percieve than what you can actually do.”

Begge citater kredser om alt det vi ikke siger og gør i musikken, og at vi kan høre ting i musikken, der ikke fysisk er der – altså implicit. Det lyder jo hokus-pokus-agtigt, men man kunne også sætte ord som finfølelse, lydhørhed, opmærksomhed på, og så bliver det pludselig mere spiseligt – og genkendeligt. For denne måde at lytte aktivt på kender vi jo fra kommunikationen med vores medmennesker, hvor vi skal lytte til det, der ikke bliver sagt, eller læse mellem linierne for at forstå hinandens hensigter.

Hvad hvis man skifter ordene “jazz” og “musik” ud med for eksempel kommunikation eller samarbejde? Har Monk så noget at fortælle os? Efter en lettere omskrivning kunne der stå:

“Sig ikke alt – lad visse ting passere. Noget kommunikation er implicit. Det du ikke siger kan være vigtigere end det du siger”.

og

“Samarbejde handler mere om hvad du kan opfatte end hvad du rent faktisk kan udtrykke”.

De to citater siger noget om hvilken kraft det at lytte har. Og det er vores opfordring: næste gang du skal kommunikere med en kollega eller har gang i et samarbejdsprojekt med dit team, så lyt! Eksperimentér med hvordan situationen folder sig ud, når du lader din kollega være i centrum og selv giver plads og bare lytter.

Se iøvrigt hele Monk’s liste her.

Klik på overskriften og kommentér!

Jeff Aksengor har en Master i medievidenskab og flere års erfaring med virksomhedskommunikation og medieledelse. Og med sin lange erfaring som danser har Jeff den perfekte kombination af kunstnerisk indsigt og forretningsflair til os.

Vi er i den grad glade for at byde Jeff velkommen hos Creative Business og håber I har lyst til at læse lidt mere om ham her:
www.creativebusiness.dk/hvem-er-vi/

Vi har allerede noteret os at varmen trækker nordpå og vi er mere end tilfredse med at Jeff er første skud på stammen hos CB i 2012. Glædelig forår – næsten!

Ketil og Gustav

Vi ser på et par stykker og fortæller vores “inside-information” om hvad de betyder. Og spørgsmålet er, om det kunne give lidt nyt liv til udtrykkene og lidt inspiration til dagligdagen?

“At swinge sammen”

Når vi bruger udtrykket at noget swinger betyder at der er et rytmisk mønster – et groove – der virkelig rykker. Og hvis man skal have den fornemmelse så handler det ikke så meget om at hver musiker spiller præcist som en maskine hele tiden, men mere om at man spiller præcist ift gruppen. Tænk på James Browns band i forhold til en trommemaskine. De swinger ved hele tiden at tilpasse sig til hinandens spil selvom små variationer hele tiden sker i tempo, dynamik osv. Netop derfor er det så svært at få en trommemaskine til at swinge. Det kræver nemlig en særlig form for lydhørhed, hvor alle i bandet lytter koncentreret til hinanden og passer det, de selv spiller til resten af bandet. Selvom vi taler om et fastlåst rytmemønster, så er det netop de små variationer der skaber swinget toppet med en kollektiv lydhørhed, hvor man pakker sit ego lidt væk og hænger sit spil op på dem man spiller med.

“Polyfonisk” ledelse eller “orkestrering”

“Polyfoni” – er et ret teknisk begreb, som forskellige ledelses-forskere er begyndt at bruge. Udtrykket dækker i klassisk forstand over en måde at synge kor på, hvor hver stemme går sin egen vej – i modsætning til homofoni, hvor alle stemmer følges ad. Stemmerne i polyfoni er med andre ord individuelle og harmonerer altså kun med hinanden i små sekvenser og hver har sin egen placering og rolle i musikkens tandhjul. Og ledelsesmæssigt er det jo så også det, det dækker over: at virksomheden består af en masse individuelle stemmer som lederen skal organisere. Altså samle og give retning til en masse forskellig rettede stemmer, der kun lejlighedsvist harmonerer. Det minder også lidt om udtrykket “at orkestrere”, som også bliver brugt i ledelsestænkning. Orkestrering er at udvælge hvem der gør hvad i orkestret – hvem spiller melodien, hvem spiller bas-toner, hvem akkompagnerer, hvem spiller andenstemmen, hvem spiller de vigtige rytmer osv. Den dygtige (orkester)leder orkestrerer på baggrund af mange parametre; hvem har de rigtige kompetencer, hvem kunne spille godt sammen med melodien, hvem kan jeg få noget nyt og uventet ud af, hvem vil vokse med opgaven, hvem vil kunne understøtte og videreudvikle basgangen etc.? Polyfoni har fælles mål for øje men med et konstant blik rettet imod alle de enkeltdele den består af.

“Play it by ear”

- er et udtryk vi kunne bruge i mange situationer og ét der ikke behøver den store introduktion. Det handler om at bruge sin intuition, sin situationsfornemmelse eller sit nærvær som rettesnor – og det er vel også ret tæt på den musikalske betydning. Når vi som musikere spiller noget “på øret” skal vi netop bruge de evner – vi kan ikke få hjælp af en node – vi skal være til stede og klar til at interagere og skifte retning. Og det er ikke langt fra noget vi tidligere har kaldt musikalitet her på bloggen. Når vi lytter aktivt er vi til stede på en mere umiddelbar måde, og vi er tvunget til at være lydhøre for at få vores samarbejde til at fungere, når vi kan ikke falde tilbage på noder, arbejdsgange, rutiner eller “det vi har aftalt”.

Hvis vi skal oversætte ovenstående musikalske metaforer:
- et samarbejde kan først rigtig begynde at “swinge”, hvis man lytter aktivt til hinanden og er villig til at pakke sit ego væk
- en leder skal have føling med både enkelte medarbejdere og det store billede
- at spille “på øret”, som vi siger på dansk, er en kommunikationsform der både fordrer og giver fleksibilitet, inklusion og nærvær

Til sidst kommer et udpluk af vores brainstorm på musikudtryk – tilføj gerne:
at stemme i, at klinge sammen, get into the groove, at finde rytmen, spille 2.violin, at være i harmoni, at synge på sidste vers, at være oppe/fremme på beatet, det kan man ikke høre når musikken spiller, dem der betaler orkestret bestemmer musikken, at spille sig varm, at spille sig ind på hinanden, noget i den dur, at noget er harmonisk, at have mange strenge at spille på, samspil, må vi få kammertonen, at være i harmoni…

Findes der flere? – klik på overskriften og tilføj!

Godt nytår til jer alle – vi glæder os til at blogge med jer i 2012.

Vi har samlet et par koryfæer fra forskellige steder i det musikalske landskab, og vi starter i den klassiske ende.

Claudio Abbado – den italienske stjernedirigent (Berlin Philharmonikerne, La Scala operaen mm.) – var gæstedirigent i et symfoniorkester i New York. Her sad en af vores bekendte og spillede cello og undrede sig over hvad det var, Abbado lavede. Han stod nemlig ikke og dirigerede på traditionel facon, men pegede frem og tilbage forskellige steder i orkestret. Så i en pause spurgte vores ven ham hvorfor han ikke dirigerede og fik følgende svar (frit efter hukommelsen): “Min opgave er at få orkestrets musikere til at lytte til hinanden; musikken og det faglige kører af sig selv, så jeg skal sørge for, at trompeterne på 3. række lytter efter violinerne det rigtige sted, og at kontrabasserne hører efter slagtøjet de steder, hvor de spiller sammen. Og så til koncerten dirigerer jeg normalt, for det er det publikum gerne vil se.”

Sergiu Celibidache, som blev tildelt Sonnings musikpris i 1970, var meget inspireret af zen buddisme i sit arbejde som dirigent. Han var kendt og måske ligefrem frygtet for sine meget lange og udmattende prøveforløb forud for sine koncerter. Han ønskede at hans musikere skulle kunne musikken 100% både på det tekniske men også det følelsesmæssige plan for til sidst (til koncerterne) at kunne give slip på musikken og lade den leve sit eget liv. Mht til sit arbejde under en koncert har han sagt: “You are extremely active and at the same time extremely passive. You don’t do anything; you just let it evolve”.

Det 20. århundredes vel nok mest kendte dirigent fra jazzens verden er Duke Ellington. Hans karriere strakte sig fra 1923 til 1974 og bød på nyskabelser og hits, og et orkester der stadig står tilbage som værende banebrydende selv mange år efter. Ellington havde mange talenter, og et af dem var den måde, han formede musikken efter sit orkester. Hans kompositioner var fuldstændigt tilrettet de musikere, der spillede i orkestret; hvor en komponist måske normalt tænkte på saxofonisten som én der spiller på saxofon, skrev Elington forskelligt afhængigt af om det var saxofonisten Johnny Hodges eller saxofonisten Ben Webster, der spillede. Sådan fik han skabt dels uhyre personlig og nyskabende musik, og dels et fantastisk orkester, hvor alle fik lov at bidrage med deres stærkeste sider.

Og til slut siger vi tillykke herfra til Lise Egholm, som fik titlen som årets leder i år. Hun er skoleleder på Rådmandsgades Skole på Nørrebro, og udnævnelsen er en fin solstrålehistorie et sted, der ikke ser ret mange solstråler fra pressens side. Vi har mødt hende gennem vores musiske arbejde flere gange og ønsker tillykke til en leder, der, som ovenstående dirigenter, er engageret, målrettet og går nye veje til glæde for både kunder og samarbejdspartnere. Lad os håbe, det kan sparke nogle nye tendenser igang.

En af de ting vi gennem vores uddannelsessystem er bedst trænet i er jo netop af evaluere, bedømme og vurdere og det kan gøre det svært at slå det fra, når vi skal være kreative. Men det har vi brug for at kunne, for “hunde gør af det de ikke forstår” som den græske filosof Heraklit sagde – dvs. vores kritiske sans fælder ofte de idéer vi ikke har mødt før – altså de nye. I det skabende rum må vi fokusere på det positive i alle idéer og se hvor de kan bringe os hen – hvilke associationer idéerne giver os. Vores evalueringsevne har vi så brug for når vi har været kreative og skal vurdere hvilke af vores idéer, der skal videreudvikles. Så efter vi har været kreative kan vi så at sige bygge vores prototype-produkt og teste det for at se om det er en god idé (for os kunne det fx være om basgangen i vores melodi skal spilles på en ukulele i stedet for en bas).

Vi har fundet et par vinkler på denne evne:

– Den afdøde “king of pop” Michael Jackson, optog mange af sine musikalske skitser på en diktafon, hvor han bare lod idéerne få frit spil. Herefter udviklede han videre på de mange forskellige idéer til de hits vi kender i dag. En sjov bi-historie hertil er, at MJ engang blev anklaget for at have stjålet et af sine store hits “The Girl Is Mine”. Med i retten havde han sin diktafon og kunne dermed dokumentere tilblivelsen og udviklingen af sangen og alle dets elementer – og vandt retsagen.

– Walt Disney satte ord og system på den skabende proces, da han om nogen vidste at nye idéer var grundpillen i hans organisation (“Ideas excite me…I can never stand still. I must explore and experiment”). Den første fase af udviklingen af nye tiltag starter ifølge ham med “drømmefasen” – et mentalt rum hvor kreativiteten har frit spil og der ikke eksisterer rammer og/eller bånd – måske var herfra at idéen til Pinocchios sang “I’ve Got no Strings” kom?

- Keith Jarrett – en af verdens mest respekterede jazz-pianister og modtager af Sonnings Musikpris 2004 – fortæller i et interview om sin forberedelse til en hans solokoncerter, at han tømmer sig for bevidsthed og forudfattethed: “Jeg forsøger at slukke for al tankevirksomhed, jeg kunne tænke mig at glemme at jeg overhovedet har hænder. Jeg vil gerne sætte mig på klaverbænken som om jeg aldrig havde spillet klaver før.”

Disse tre eksempler på udgangspunktet for den kreative proces viser hvordan man er nødt til at opdyrke en ny kompetence, hvis man gerne vil være kreativ: nemlig evnen til IKKE at evaluere på stedet, evnen til bare at sprøjte idéer ud, evnen til at drømme, og evnen til at stoppe tankerne. Og modsat hvad mange tror er det ikke noget der dumper ned fra oven som en udviklet evne; det er noget vi som musikere træner hver gang, vi skal spille. Så vores opfordring lyder: prøv det af; prøv at slå dit evalueringsapparat fra når du skal være kreativ, og så slå det til igen, når du skal udvælge din rigtig gode idé. På den måde kan vi være kritiske, når vi har brug for det, men slukke for den særdeles veludviklede evalueringsevne når den bliver en hæmsko for os.

Nogle mennesker taler om at give slip, at finde flowet, at komme i “the zone”, at stille sig til rådighed, andre taler om at have forbindelse til højere magter eller at være i “zen”. Ligegyldigt hvilken term man vælger at bruge kan de fleste nok genkalde den tilstand selvom man ikke lige har modtaget Sonningprisen.

Klik på blogtitlen for at kommentere på indlægget.

Fra artiklen:
Musikalitet er en svær størrelse at definere og endnu vanskeligere at forlange af folk uden musikalsk baggrund – og alligevel er det faktisk et mere eller mindre formuleret krav i mange innovative virksomheder i dag…Læs hele artiklen om “den musikalske organisation” ved at klikke her.