Vi bruger dem som regel uden at tænke over det, og de indgår som en naturlig del af vores sprog og den måde vi udtrykker os. Metaforer er et krydderi der gør din læsning eller anekdote spændende og interessant og udstyret med dette våben, er det ofte muligt at beskrive det der kan være så svært at forklare. Måske er det netop også derfor at man ubevidst vælger at bruge musikalske metaforer, når man vil beskrive og tydeliggøre dynamikken i et samarbejde eller andre mere komplekse relationer. Når vi nu vælger at stille skarpt på musikalsk metaforik, så er det fordi vi som musikere bruger disse billeder og modeller fra musikkens verden på en mere bevidst måde i vores professionelle liv.
Vi ser på et par stykker og fortæller vores “inside-information” om hvad de betyder. Og spørgsmålet er, om det kunne give lidt nyt liv til udtrykkene og lidt inspiration til dagligdagen?
“At swinge sammen”
Når vi bruger udtrykket at noget swinger betyder at der er et rytmisk mønster – et groove – der virkelig rykker. Og hvis man skal have den fornemmelse så handler det ikke så meget om at hver musiker spiller præcist som en maskine hele tiden, men mere om at man spiller præcist ift gruppen. Tænk på James Browns band i forhold til en trommemaskine. De swinger ved hele tiden at tilpasse sig til hinandens spil selvom små variationer hele tiden sker i tempo, dynamik osv. Netop derfor er det så svært at få en trommemaskine til at swinge. Det kræver nemlig en særlig form for lydhørhed, hvor alle i bandet lytter koncentreret til hinanden og passer det, de selv spiller til resten af bandet. Selvom vi taler om et fastlåst rytmemønster, så er det netop de små variationer der skaber swinget toppet med en kollektiv lydhørhed, hvor man pakker sit ego lidt væk og hænger sit spil op på dem man spiller med.
“Polyfonisk” ledelse eller “orkestrering”
“Polyfoni” – er et ret teknisk begreb, som forskellige ledelses-forskere er begyndt at bruge. Udtrykket dækker i klassisk forstand over en måde at synge kor på, hvor hver stemme går sin egen vej – i modsætning til homofoni, hvor alle stemmer følges ad. Stemmerne i polyfoni er med andre ord individuelle og harmonerer altså kun med hinanden i små sekvenser og hver har sin egen placering og rolle i musikkens tandhjul. Og ledelsesmæssigt er det jo så også det, det dækker over: at virksomheden består af en masse individuelle stemmer som lederen skal organisere. Altså samle og give retning til en masse forskellig rettede stemmer, der kun lejlighedsvist harmonerer. Det minder også lidt om udtrykket “at orkestrere”, som også bliver brugt i ledelsestænkning. Orkestrering er at udvælge hvem der gør hvad i orkestret – hvem spiller melodien, hvem spiller bas-toner, hvem akkompagnerer, hvem spiller andenstemmen, hvem spiller de vigtige rytmer osv. Den dygtige (orkester)leder orkestrerer på baggrund af mange parametre; hvem har de rigtige kompetencer, hvem kunne spille godt sammen med melodien, hvem kan jeg få noget nyt og uventet ud af, hvem vil vokse med opgaven, hvem vil kunne understøtte og videreudvikle basgangen etc.? Polyfoni har fælles mål for øje men med et konstant blik rettet imod alle de enkeltdele den består af.
“Play it by ear”
- er et udtryk vi kunne bruge i mange situationer og ét der ikke behøver den store introduktion. Det handler om at bruge sin intuition, sin situationsfornemmelse eller sit nærvær som rettesnor – og det er vel også ret tæt på den musikalske betydning. Når vi som musikere spiller noget “på øret” skal vi netop bruge de evner – vi kan ikke få hjælp af en node – vi skal være til stede og klar til at interagere og skifte retning. Og det er ikke langt fra noget vi tidligere har kaldt musikalitet her på bloggen. Når vi lytter aktivt er vi til stede på en mere umiddelbar måde, og vi er tvunget til at være lydhøre for at få vores samarbejde til at fungere, når vi kan ikke falde tilbage på noder, arbejdsgange, rutiner eller “det vi har aftalt”.
Hvis vi skal oversætte ovenstående musikalske metaforer:
- et samarbejde kan først rigtig begynde at “swinge”, hvis man lytter aktivt til hinanden og er villig til at pakke sit ego væk
- en leder skal have føling med både enkelte medarbejdere og det store billede
- at spille “på øret”, som vi siger på dansk, er en kommunikationsform der både fordrer og giver fleksibilitet, inklusion og nærvær
Til sidst kommer et udpluk af vores brainstorm på musikudtryk – tilføj gerne:
at stemme i, at klinge sammen, get into the groove, at finde rytmen, spille 2.violin, at være i harmoni, at synge på sidste vers, at være oppe/fremme på beatet, det kan man ikke høre når musikken spiller, dem der betaler orkestret bestemmer musikken, at spille sig varm, at spille sig ind på hinanden, noget i den dur, at noget er harmonisk, at have mange strenge at spille på, samspil, må vi få kammertonen, at være i harmoni…
Findes der flere? – klik på overskriften og tilføj!
Hvad kan de kreative fag-discipliner bidrage med når det gælder forandring og samarbejde inden for HRM? Det var det spørgsmål Dansk HRM forening havde stillet forskellige oplægsholdere til årets første arrangement i onsdags. Især Ole Fogh Kirkebys filosofiske overvejelser ifm. ledelse og meningsdannelse i organisationer samt kunstens betydning og kunnen indenfor dette felt var en inspirerende omgang. Creative Business deltog selv i arrangementet, og hvis du har lyst til at læse mere om hvordan vi bærer os ad, når vi bruger musikken til at stille skarpt på samarbejde og innovation, kan du læse mere på I Do Arts blogroll.
Nu nærmer året sig sin afslutning og hvorfor ikke kigge tilbage og nyde et stykke med musikalitet her på falderebet. For Bobby McFerrin kan bare det der; og det kan publikum for den sags skyld også! Klippet er fra New Science Festival tilbage i 2009, og det er i vores øjne endnu et glimrende eksempel på at alle besidder en grundlæggende musikalitet. Det er en fornøjelse at se hvordan publikum “snydes” til at synge de rigtige toner i pentatonskalaen og så gør det jo heller ikke noget at Hr. McFerrin selv improviserer over sit store organiske keyboard bestående af publikums stemmer.
Godt nytår til jer alle – vi glæder os til at blogge med jer i 2012.
For en god uges tid siden udnævnte organisationen Lederne “Årets Leder 2011″. Og i løbet af efteråret har vi set på lederen af det klassiske orkester i “Maestro”-udsendelsen på DR. Så vi tænkte, at det var passende at sætte fokus på et par af de store musikalske ledere – altså stille skarpt på hvad det er, en musikalsk leder eller dirigent gør for at få sine medarbejdere til at gøre et godt stykke arbejde og spille sammen. For som det nu engang er med ledelse, så er der mange forskellige måder at gribe det an på.
Vi har samlet et par koryfæer fra forskellige steder i det musikalske landskab, og vi starter i den klassiske ende.
Claudio Abbado – den italienske stjernedirigent (Berlin Philharmonikerne, La Scala operaen mm.) – var gæstedirigent i et symfoniorkester i New York. Her sad en af vores bekendte og spillede cello og undrede sig over hvad det var, Abbado lavede. Han stod nemlig ikke og dirigerede på traditionel facon, men pegede frem og tilbage forskellige steder i orkestret. Så i en pause spurgte vores ven ham hvorfor han ikke dirigerede og fik følgende svar (frit efter hukommelsen): “Min opgave er at få orkestrets musikere til at lytte til hinanden; musikken og det faglige kører af sig selv, så jeg skal sørge for, at trompeterne på 3. række lytter efter violinerne det rigtige sted, og at kontrabasserne hører efter slagtøjet de steder, hvor de spiller sammen. Og så til koncerten dirigerer jeg normalt, for det er det publikum gerne vil se.”
Sergiu Celibidache, som blev tildelt Sonnings musikpris i 1970, var meget inspireret af zen buddisme i sit arbejde som dirigent. Han var kendt og måske ligefrem frygtet for sine meget lange og udmattende prøveforløb forud for sine koncerter. Han ønskede at hans musikere skulle kunne musikken 100% både på det tekniske men også det følelsesmæssige plan for til sidst (til koncerterne) at kunne give slip på musikken og lade den leve sit eget liv. Mht til sit arbejde under en koncert har han sagt: “You are extremely active and at the same time extremely passive. You don’t do anything; you just let it evolve”.
Det 20. århundredes vel nok mest kendte dirigent fra jazzens verden er Duke Ellington. Hans karriere strakte sig fra 1923 til 1974 og bød på nyskabelser og hits, og et orkester der stadig står tilbage som værende banebrydende selv mange år efter. Ellington havde mange talenter, og et af dem var den måde, han formede musikken efter sit orkester. Hans kompositioner var fuldstændigt tilrettet de musikere, der spillede i orkestret; hvor en komponist måske normalt tænkte på saxofonisten som én der spiller på saxofon, skrev Elington forskelligt afhængigt af om det var saxofonisten Johnny Hodges eller saxofonisten Ben Webster, der spillede. Sådan fik han skabt dels uhyre personlig og nyskabende musik, og dels et fantastisk orkester, hvor alle fik lov at bidrage med deres stærkeste sider.
Og til slut siger vi tillykke herfra til Lise Egholm, som fik titlen som årets leder i år. Hun er skoleleder på Rådmandsgades Skole på Nørrebro, og udnævnelsen er en fin solstrålehistorie et sted, der ikke ser ret mange solstråler fra pressens side. Vi har mødt hende gennem vores musiske arbejde flere gange og ønsker tillykke til en leder, der, som ovenstående dirigenter, er engageret, målrettet og går nye veje til glæde for både kunder og samarbejdspartnere. Lad os håbe, det kan sparke nogle nye tendenser igang.
– det er vores udgangspunkt, når vi som musikere skal opfinde og være kreative på kommando. Vi skaber et rum for os selv hvor alle idéer pr definition er gode og alt i verden kan lade sig gøre. Det gode ved denne tilstand er, at der ikke findes rammer, bedømmelse eller evaluering, og det giver plads til bare at finde på. Vi kalder det at “slippe forudfattethed og undgå evaluering” og for os er det en mental grundindstilling der er nødvendig for at kunne generere nye idéer. Vi har ingen forventninger til vores “produkt” endnu og er åbne for alle muligheder og skæve vinkler. Og det er noget, vi træner: det at nulstille sig selv og bare følge strømmen af idéer.
En af de ting vi gennem vores uddannelsessystem er bedst trænet i er jo netop af evaluere, bedømme og vurdere og det kan gøre det svært at slå det fra, når vi skal være kreative. Men det har vi brug for at kunne, for “hunde gør af det de ikke forstår” som den græske filosof Heraklit sagde – dvs. vores kritiske sans fælder ofte de idéer vi ikke har mødt før – altså de nye. I det skabende rum må vi fokusere på det positive i alle idéer og se hvor de kan bringe os hen – hvilke associationer idéerne giver os. Vores evalueringsevne har vi så brug for når vi har været kreative og skal vurdere hvilke af vores idéer, der skal videreudvikles. Så efter vi har været kreative kan vi så at sige bygge vores prototype-produkt og teste det for at se om det er en god idé (for os kunne det fx være om basgangen i vores melodi skal spilles på en ukulele i stedet for en bas).
Vi har fundet et par vinkler på denne evne:
– Den afdøde “king of pop” Michael Jackson, optog mange af sine musikalske skitser på en diktafon, hvor han bare lod idéerne få frit spil. Herefter udviklede han videre på de mange forskellige idéer til de hits vi kender i dag. En sjov bi-historie hertil er, at MJ engang blev anklaget for at have stjålet et af sine store hits “The Girl Is Mine”. Med i retten havde han sin diktafon og kunne dermed dokumentere tilblivelsen og udviklingen af sangen og alle dets elementer – og vandt retsagen.
– Walt Disney satte ord og system på den skabende proces, da han om nogen vidste at nye idéer var grundpillen i hans organisation (“Ideas excite me…I can never stand still. I must explore and experiment”). Den første fase af udviklingen af nye tiltag starter ifølge ham med “drømmefasen” – et mentalt rum hvor kreativiteten har frit spil og der ikke eksisterer rammer og/eller bånd – måske var herfra at idéen til Pinocchios sang “I’ve Got no Strings” kom?
- Keith Jarrett – en af verdens mest respekterede jazz-pianister og modtager af Sonnings Musikpris 2004 – fortæller i et interview om sin forberedelse til en hans solokoncerter, at han tømmer sig for bevidsthed og forudfattethed: “Jeg forsøger at slukke for al tankevirksomhed, jeg kunne tænke mig at glemme at jeg overhovedet har hænder. Jeg vil gerne sætte mig på klaverbænken som om jeg aldrig havde spillet klaver før.”
Disse tre eksempler på udgangspunktet for den kreative proces viser hvordan man er nødt til at opdyrke en ny kompetence, hvis man gerne vil være kreativ: nemlig evnen til IKKE at evaluere på stedet, evnen til bare at sprøjte idéer ud, evnen til at drømme, og evnen til at stoppe tankerne. Og modsat hvad mange tror er det ikke noget der dumper ned fra oven som en udviklet evne; det er noget vi som musikere træner hver gang, vi skal spille. Så vores opfordring lyder: prøv det af; prøv at slå dit evalueringsapparat fra når du skal være kreativ, og så slå det til igen, når du skal udvælge din rigtig gode idé. På den måde kan vi være kritiske, når vi har brug for det, men slukke for den særdeles veludviklede evalueringsevne når den bliver en hæmsko for os.
Nogle mennesker taler om at give slip, at finde flowet, at komme i “the zone”, at stille sig til rådighed, andre taler om at have forbindelse til højere magter eller at være i “zen”. Ligegyldigt hvilken term man vælger at bruge kan de fleste nok genkalde den tilstand selvom man ikke lige har modtaget Sonningprisen.
Klik på blogtitlen for at kommentere på indlægget.
Kan din arbejdsgiver forlange at du skal kunne agere musikalsk i dit arbejde? Og hvad vil det egentlig sige? Betyder det bare at man som ansat skal være ovenud fleksibel hvad angår arbejdstider og arbejdsopgaver, eller handler det mere om at taste i en bestemt rytme på tastaturet, når du skriver dine mails til direktionen? Journalist Bjørn Themsen stiller bl.a. skarpt hvad musikalitet kan være, og han har i den forbindelse interviewet Ketil Duckert herfra og sociolog Rasmus Willing. Og så har Bjørn fundet Udenrigsministeriets definition af hvad de kræver, når deres medarbejdere skal agere musikalsk.
Fra artiklen:
Musikalitet er en svær størrelse at definere og endnu vanskeligere at forlange af folk uden musikalsk baggrund – og alligevel er det faktisk et mere eller mindre formuleret krav i mange innovative virksomheder i dag…Læs hele artiklen om “den musikalske organisation” ved at klikke her.
Fejl. De er alle steder. Umulige at undgå. Kommer når man mindst venter det. Frygtet og og berygtet, og hvis man begår en sådan størrelse, så skal den om muligt helst holdes hemmelig eller forties ihjel. Eller?
Set med musiske briller åbner der sig en helt ny og spændende verden af muligheder, hvis man tager sine fejl seriøst, så at sige! Dermed ment, at vi i musikken vælger at det er ok at fejle, og ikke nok med det – det er en præmis at når fejlen nu engang er opstået, så SKAL den undersøges nærmere. Ofte ender vi ligefrem med at benytte os af en af de muligheder en sådan “uforudset hændelse” har skabt. Det er fejlens mystiske potentiale og en kilde til inspiration, som vi helst ikke vil undvære, og det får os til at tænke, om det overhovedet er muligt at være kreativ uden at begå fejl? Og antager vi at det ikke er muligt at eliminere fejl, bør vi så ikke skabe en kultur, hvor det at fejle værdsættes i stedet for at være tabu?
Vi kan jo starte på eget landkort, altså musik med improvisation. For her er det ikke muligt at undgå fejl. Slet ikke endda. Når vi improviserer i musikken er vi netop igang med at skabe noget helt nyt, og i denne kreative proces, hvor der skal udvikles nye og værdifulde ideér eller stilles spørgsmålstegn ved det traditionelle i en given situation, er det ok at fejle. Her er det set med vores øjne nærmest en regel eller en præmis at der skal fejles.
I musikken forsøger vi ikke at eliminere fejl – det vil være utopi at tro at det vil kunne lade sig gøre. I stedet vælger vi aktivt at undersøge en fejl, når den nu engang er opstået. Vi kan jo ikke fjerne en fejl fra øret, når den først er spillet, så det vi gør er helt konkret, at vi spiller fejlen igen. Som Danmarks grand-old-man udi bigband-musikken Niels-Jørgen Steen siger: “hvis du spiller en fejl én gang er det en fejl, spiller du den to gange er den pludselig rigtig, og spiller du den tre gange har du skabt en ny stil!”. En fejl har jo den styrke, at den kan bidrage med noget ukendt og i bedste tilfælde bringe os en nyt sted hen i musikken, som ingen af os havde kunne regne ud inden fejlen opstod.
Når vi taler om musik kan man ligefrem tale om en form for kultur, hvor det at fejle er acceptabelt, så længe man undersøger fejlen til bunds og forfølger de idéer, den kunne bidrage med, til dørs. Den verdenskendte (og nu afdøde) jazztrompetist Miles Davis, var igennem 4 årtier en katalysator for det at måtte fejle. Gennem sin karrirere lykkedes det Miles Davis at genopfinde sig selv på ny rent musikalsk, og og et af de “kreativitets-kneb” han brugte var at fremelske det at fejle hos sine musikere. Han sagde bl.a. til sine musikere “I order you to do your practicing on the bandstand” og endnu bedre: “If you don’t make a mistake – it is a mistake”. Kort og godt var han interesseret i at folk i ny og næ fejlede, fordi dette var en stærk måde at finde inspiration og nye veje at forfølge rent musikalsk. Praktisk betød det for Miles Davis’ karriere, at han som en anden kameleon udskiftede farvepaletten i sin musik oftere end de fleste, og formåede på denne måde at indtage førerpositionen indenfor udviklingen af jazzmusikken over 4 årtier.
Men det er ikke kun indenfor musikken af fejl har været kimen til store succeser. Listen over opfindelser og produkter der er opstået grundet en fejl eller uheld særdeles lang; vi har plukket lidt ud her:
1) Forskeren Alexander Fleming tog i 1928 på ferie uden at gøre sin arbejdsplads ren. Da han kom hjem groede der en særlig form for mug på hans prøver, og den mug blev senere til pencillin.
2) Percy Spencers forsøg med en ny form for vacuumrør resulterede i, at chokoladebaren i hans lomme begyndte at smelte. Efter at have afprøvet anordningen med popcorn udviklede han mikrobølgeovnen.
3) Da kemikeren Constantin Fahlberg efter en arbejdsdag med forsøg med oxidering af o-toluenesulfonamide glemte at vaske sine hænder, fandt han om aftenen sin kones bagværk vældig meget sødere end det plejede at være. Resterne fra dagens forsøg blev altså overført til brødet, og den sødlige smag var saccharin.
4) En ingeniør hos Canon hvilede en dag strygejernet på sin kuglepen, og det gav ham idéen til ink-jet printeren.
5) Barry Marshall glemte en petriskål med biopsibakterierprøver i køleskabet over påsken i 1982, og udviklede det til mavesårsmedicin.
6) Spencer Silver hos 3M forsøgte at udvikle en ny type superlim. Limen blev desværre slet ikke super, men så svag, at man kunne klistre ting fast og fjerne dem uden at efterlade nogle mærker overhovedet. Det blev til de gule post-it notes.
7) Efter et årtis fejlslagne forsøg spildte Charles Goodyear gummi, sulfur og bly på en varm ovn og udviklede vulkaniseret gummi.
Fortæl om en fejl du har lavet – og gerne om det positive, der kom ud af den. Klik på overskriften og del dine bedste fejl med os!
“Jeg er ikke musikalsk”, “jeg har slet ikke rytme i kroppen”, “jeg er helt tonedøv”. Den slags kommentarer hører vi både til vores workshops og til middagsselskaber temmelig tit. Lidt for tit, synes vi. “Amusi”, som det kaldes når mennesker er tonedøve findes rent faktisk, men kun blandt 0,5% af befolkningen – med andre ord hos én ud af 200. Så når mennesker siger, at de er umusikalske, så er det ofte løgn – simpelthen. En behændig løgn ganske vist, der sandsynligvis dækker over usikkerhed, men kunne det også hænge sammen med den gængse opfattelse af hvad musikalitet er? Mange tror nemlig, at musikalitet betyder at man kan spille på et instrument eller synge pænt. Og når de så kan hverken eller, så må det betyde, at de er umusikalske.
I den australske dokumentar-udsendelse “Music of the Brain” prøvede hjerneforskere at finde ud af hvordan den musikalske hjerne fungerer. Mere specifikt ledte de efter et musisk center i hjernen – en pendant til fx. vores sprogcenter, vores motoriske center osv. – men det de opdagede var, at der ikke var ét bestemt sted, hvor den musiske evne fandt sted. Musikaliteten manifesterede sig derimod ved at være et plastisk netværk, der kunne få forskellige områder af hjernen til at arbejde sammen.
I vores perspektiv er det vældig interessant, for det har stærke paralleller til hvordan vi opfatter musikalitet. Vi ser nemlig til vores workshops hvordan folk kan agere musikalsk uden at have nogen musikalsk træning, og vi ved også fra vores professionelle virke som musikere, at man sagtens kan spille musikalsk uden at være virtuos på sit instrument. (Man kan så argumentere for en ny opfattelse af hvad det vil sige at være virtuos, men det må komme senere). For os er musikalitet nemlig det der gør, at sammenspillet swinger, at tonerne klinger godt sammen osv; med andre ord er det det, der samler toner og rytmer til et stykke musik. Musikaliteten er alt altså det, der foregår rundt om og ind imellem tonerne – musikaliteten er det, der får rytmer, toner, pauser, akkorder og hvad man ellers kan tænke sig til at arbejde sammen.
Ordet “sammen” går ret meget igen i vores definition, og det er fordi vi mener, at musikalitet kan være en bestemt måde at samarbejde på. Hvis mennesker skal swinge sammen – hvadenten det er i overført betydning eller når de spiller et stykke musik, så skal begge deltage aktivt. Begge parter skal lytte, og begge parter skal være fleksible og villige til at gå den vej, som musikken eller samarbejdet kræver – altså forandringsvillige. I det musikalske samarbejde ligger en masse mekanismer som disse, som oftest er usagte mellem musikere, men som er tilstede når musikken swinger. Og fordi musikaliteten ikke kræver musikalske færdigheder er det noget alle kan opleve og gøre brug af. De diskussioner og relaterede emner – musikalitet, kreativitet, lydhørhed, improvisation – vil være vores fokus på denne blog.
Når folk siger, at de ikke er musikalske, mener vi altså det er fordi de ikke ved hvad musikalitet egentlig er. Vores idé er, at musikalitet skal vendes om fra at handle om at have mange færdigheder på et instrument, til at få sine færdigheder på et instrument til at lyde som musik. Alle mennesker er musikalske!
Hvad synes du, musikalitet er? Og er det en kvalitet, der kan bruges i andre situationer end den musiske? Giv dit besyv med ved at klikke på indlæggets titel foroven.
Vi er ved at forberede søsætningen af vores blog “Vanebryderen”, der skal omhandle musik, kreativitet og hvad det kan bruges til udenfor musikkens verden. Første blogpost er planlagt til uge 39, 2011. Vi glæder os 