“Jeg er ikke musikalsk”, “jeg har slet ikke rytme i kroppen”, “jeg er helt tonedøv”. Den slags kommentarer hører vi både til vores workshops og til middagsselskaber temmelig tit. Lidt for tit, synes vi. “Amusi”, som det kaldes når mennesker er tonedøve findes rent faktisk, men kun blandt 0,5% af befolkningen – med andre ord hos én ud af 200. Så når mennesker siger, at de er umusikalske, så er det ofte løgn – simpelthen. En behændig løgn ganske vist, der sandsynligvis dækker over usikkerhed, men kunne det også hænge sammen med den gængse opfattelse af hvad musikalitet er? Mange tror nemlig, at musikalitet betyder at man kan spille på et instrument eller synge pænt. Og når de så kan hverken eller, så må det betyde, at de er umusikalske.
I den australske dokumentar-udsendelse “Music of the Brain” prøvede hjerneforskere at finde ud af hvordan den musikalske hjerne fungerer. Mere specifikt ledte de efter et musisk center i hjernen – en pendant til fx. vores sprogcenter, vores motoriske center osv. – men det de opdagede var, at der ikke var ét bestemt sted, hvor den musiske evne fandt sted. Musikaliteten manifesterede sig derimod ved at være et plastisk netværk, der kunne få forskellige områder af hjernen til at arbejde sammen.
I vores perspektiv er det vældig interessant, for det har stærke paralleller til hvordan vi opfatter musikalitet. Vi ser nemlig til vores workshops hvordan folk kan agere musikalsk uden at have nogen musikalsk træning, og vi ved også fra vores professionelle virke som musikere, at man sagtens kan spille musikalsk uden at være virtuos på sit instrument. (Man kan så argumentere for en ny opfattelse af hvad det vil sige at være virtuos, men det må komme senere). For os er musikalitet nemlig det der gør, at sammenspillet swinger, at tonerne klinger godt sammen osv; med andre ord er det det, der samler toner og rytmer til et stykke musik. Musikaliteten er alt altså det, der foregår rundt om og ind imellem tonerne – musikaliteten er det, der får rytmer, toner, pauser, akkorder og hvad man ellers kan tænke sig til at arbejde sammen.
Ordet “sammen” går ret meget igen i vores definition, og det er fordi vi mener, at musikalitet kan være en bestemt måde at samarbejde på. Hvis mennesker skal swinge sammen – hvadenten det er i overført betydning eller når de spiller et stykke musik, så skal begge deltage aktivt. Begge parter skal lytte, og begge parter skal være fleksible og villige til at gå den vej, som musikken eller samarbejdet kræver – altså forandringsvillige. I det musikalske samarbejde ligger en masse mekanismer som disse, som oftest er usagte mellem musikere, men som er tilstede når musikken swinger. Og fordi musikaliteten ikke kræver musikalske færdigheder er det noget alle kan opleve og gøre brug af. De diskussioner og relaterede emner – musikalitet, kreativitet, lydhørhed, improvisation – vil være vores fokus på denne blog.
Når folk siger, at de ikke er musikalske, mener vi altså det er fordi de ikke ved hvad musikalitet egentlig er. Vores idé er, at musikalitet skal vendes om fra at handle om at have mange færdigheder på et instrument, til at få sine færdigheder på et instrument til at lyde som musik. Alle mennesker er musikalske!
Hvad synes du, musikalitet er? Og er det en kvalitet, der kan bruges i andre situationer end den musiske? Giv dit besyv med ved at klikke på indlæggets titel foroven.
Margrete
Det er et virkelig spændende og inspirerende indlæg. Musikalitet er for mig meget mere end teori og noder. Musik kan skabe helt nye relationer mellem mennesker og på samme vis skabe helt nye fællesskaber. Jeg studerer netop nu humanistisk emotionsforskning, og arbejder især med musikkens indflydelse på stemning og følelser. Det er et fedt studie, og et indlæg som dette kan få mig til at fundere endnu mere over musikkens betydning i vores hverdag
cb
Hej Margrete, tak for dit indlæg! Dit studie lyder rigtig spændende – håber du har lyst til at deltage i snakken videre frem. Hilsen Gustav
Jacob
Musikalitet handler ikke kun om at kunne spille et instrument og synge pænt, som artiklen påpeger. Musikalitet handler heller ikke kun om at musikerne finder “sammen” med hinanden, på de i artiklen nævnte måder. Musikalitet kommer i langt flere afskygninger.
Dansere skal bruge deres musikalitet til at lytte til musikken og konvertere den til bevægelser og moves på dansegulvet. Og der kan sikkert findes endnu flere eksempler, men jeg kunne nu godt tænke mig at dvæle lidt ved musikere versus dansere – i dette tilfælde swing!
Ofte har man hørt dansere sige – de spillede swing men de swingede ikke, hvor orkesterets opfattelse af samme koncert var hold kæft hvor var det fedt – vi spillede virkeligt fedt sammen, det swingede… Det beviser bare at der selv indenfor den samme genre af musik er vidt forskellige måder at opfatte musikken på – at være musikalske på…
Denne artikel er meget interessant læsning, når man snakker god jazz versus god dansejazz:
http://myjazzcanbeatupyourjazz.blogspot.com/2011/01/great-jazz-vs-great-jazz-for-dancing.html
my 50 cents
Per Rock
Den symbiose, der BURDE være mellem musikere og dansere, den ser ud til at være forsvundet i den lille andedam herhjemme. Danske (unge) jazz musikere synes at have for travlt med at vise, hvor gode de er / lyder, fremfor at få “lortet” til at rykke/swinge. De har sjældent den FEELING, der skal til for at for det til vrikke med fødderne, som jeg ofte oplever i blandt andet fra London. For nyligt til SwingShoes “Swing Ball”, der viste Shirt Tail Stompers fra London de danske musikere, HVORDAN man spiller sammen OG swinger….på den pæne måde blev de sat på plads.
Så kære musikere, tænk på, vi er der både for lytte til jer, MEN, ligeså meget for at danse, hvis vi taler swing og jazz.
Som Jakob rigtigt nok skriver, man (musikerne) har en tendens til at sige, “Gud hvor vi swingede i aften”, og danserne står og se måbende til og tænker “few..mindre fed aften..”, hvor blev lige DEN swing feeling af.
cb
Hej Jacob.
Mvh, Ketil
Ja, der er helt bestemt flere aspekter af det at være musikalsk, som ikke er relateret til instrumental kunnen. Det at opfange og tolke musikken som dansere gør og omsætte det indtryk
til bevægelser er bestemt en form for musikalitet. Som artiklen meget præcist fremhæver, er der ofte ret forskellige ønsker og mål musikere og dansere imellem, når det handler om tempo, genre/stilarter og generel opbygningen af et godt sæt musik. Modsat artiklen oplever jeg nu oftest, at ikke-musikere sagtens kan forholde sig til og tydeligt kan mærke, hvornår noget musik swinger eller skal vi kalde det groover? Og det uden, at vi så pludselig kun taler om swing-musik eller jazz. Da dansere for det meste er afhængige af musikken for at selv at kunne “falde i hak” og koordinere deres bevægelser, kunne jeg godt forestille mig, at de i særdeleshed er følsomme overfor et ikke-swingende orkester? Tak for indsparket og vi kridter danseskoene
Kirsten Hansen
Hej
Jeg er sørme meget glad for at læse om tankegangen bagved Creative Buisness og jeres virke bredt set. I disse tider, hvor værdier i skoler, uddannelser og på virksomheder oftest koncentrerer sig om bundlinier, kontrol og naturvidenskabelige forhold er det stærkt befriende at begrebet musikalitet bliver frisat til bl.a. at samle personale, være selvudviklende for den enkelte og dermed være med til at udfordre tidens diskurs.
Jeg har selv i ca 30 år undervist mange forskellige “skæve” grupper, f.eks. udviklingshæmmede, udledsagede flygtninge og sanghold med overvejende ældre mennesker hvor det væsentlige hele tiden er at gøre det så godt som muligt. Hovedformålet har hele tiden været at bruge sin medfødte musikalitet til at skabe, samvær, glæde, udvikling osv, Musik og musikaliteten er ikke for en lille udvalgt skare – men for os allesammen.
Jeg følger den videre diskussion her på bloggen tæt og ønsker alt mulig held og lykke med “musikaliteten” og arbejdet med denne
Hilsen Kirsten
cb
Hej Kirsten
Tak for ordene – fedt med din opbakning til vores projekt her
Vi har tydeligvis en hel del til fælles og ser frem til at du blander dig i diskussionen fremover!
mvh
Gustav